Tal – og figurfølger

I dette forløb skal du arbejde med mønstre i figurer og med mønstre i talfølger.

I stedet for at tælle og lægge tal sammen et for et, skal du lære, hvordan man kan finde frem til en formel og udregne det på en nemmere og hurtigere måde.

Du skal lære at gennemskue og beskrive udviklingen af figurfølger og talfølger, så du kan finde den næste figur i talfølgen og det næste tal i figurfølgen.

Du skal kunne bruge og lave simple formler, som kan beregne udviklingen i en talfølge.

Pointer

Formålet er at knytte en forbindelse mellem figurfølger og talfølger.

En figurfølge og en talfølge er henholdsvis et antal figurer eller tal, der udvikler sig efter et bestemt mønster. Målet er at vise, hvordan en talfølge kan beskrive en figurfølges udvikling og hvordan en talfølge kan beskrives ved brug af en formel.

Der skelnes mellem to forskellige typer af formler – en rekursiv formel og en generel formel. En rekursiv formel beskriver talfølgen fra trin til trin, mens den generelle formel beskriver et vilkårlig valgt led i talfølgen – ofte betegmet som det n’te led.

Det er op til læreren at vurdere, om eleverne skal kende forskel på de to typer af formler.

Kompetencer

Repræsentation og .symbolbehandling fase 2 er særlig i fokus, men også problemløsningskompetencen er i spil.

Kompetencerne er en beskrivelse af arbejdet med matematik, men kompetencerne er også en beskrivelse af, hvordan eleverne rent faktisk arbejder, når de løser matematikopgaver. Kompetencerne er ikke klart afgrænsede, og samme opgave kan bringe forskellige kompetencer i spil. Det er i det lys kompetencebegrebet skal ses.